Når mor eller far svigter forældrerollen

Når mor eller far svigter forældrerollen

I nogle familier er tingene vendt på hovedet. Det er i situationer, hvor man som forælder er så optaget af ens egne ønsker og behov, at man ikke hjælper, støtter, anerkender eller oprigtigt interesserer sig for sit barns behov. Når man som forælder er så optaget af sig selv, svigter man forældrerollen og det har alvorlige konsekvenser for barnet.

Hvad det betyder for barnet?

Barnet oplever ikke at være værdifuld, modtager ikke anerkendelse, bliver ikke løftet, mister troen på sig selv og mærker til sidst ikke efter egne behov, men bliver i stedet så opmærksom på andres behov og indfrielse af andres behov.

Narcissistisk forælder

Hvorfor er nogle forældre blevet så narcissistiske og ikke i stand til at give deres eget barn den opvækst, omsorg og den kærlighed, som barnet har brug for? Det kan være forældre, der selv er blevet svigtet i deres barndom, eller forældre med misbrug af den ene eller den anden slags.

Det er forældre, der har fokus rettet mod dem selv og higer efter at få opmærksomhed, anerkendelse og kærlighed. De higer så meget efter det, at de ubevidst forventer, at deres barn skal stå til rådighed for at dække disse behov. Som forældre formår de ikke at være der for barnet, men har en forventning om, at barnet skal være der for dem. Et sådan forhold mellem forælder og barn, der er vendt på hovedet, er skadende for barnet.

Når forældre afviser eller straffer

Barnet begynder med alderen at reagere kraftigere og kraftigere på savnet, smerten og ønsket om at få anerkendelse, opmærksomhed og kærlighed fra mor eller far.

Jeg har mødt flere af disse børn og det smerter dem voldsomt, når mor eller far afviser dem eller straffer dem. Nogle børn beskriver, hvordan smerten gør dem ude af stand til at gå i skole eller i det hele taget at komme ud af sengen. Nogle ligger i fosterstilling og græder, andre er holdt op med at græde. Tomhed og ensomhed, som graver sig ind i kroppen og tærer på dem.

Når barnet siger fra eller gør oprør

Når barnet siger fra, vil mor eller far få en oplevelse af, at barnet har en urimelig opførsel, er utaknemmelig. Forældrene beskriver det som ”typisk teenageoprør”.

Mor eller far vil vise barnet, at den slags opførsel ikke er i orden. Det gør de ofte ved at straffe deres barn ved at blive sure, fraværende eller irriteret på barnet. De kan holde fast i deres straf overfor barnet i dagevis, nogle sågar i ugevis. Barnet kender mønstret, da det sker hver gang barnet siger fra eller ikke indfrier de ønsker og behov, som mor eller far har.

Den smerte, som barnet oplever, går så dybt, at barnet til sidst må gøre alt hvad det kan, for at få mor eller far til at tilgive. Det er barnet, der står med skyldfølelsen og beder om forladelse og ikke omvendt.

Mor og far påtager sig ikke ansvaret for deres handlinger og derfor må barnet gøre det. Mor eller far vil altid mene, at det er de andres skyld (i dette tilfælde barnets) og de straffer de personer, der skuffer dem.

Barnet føler sig forkert      

Unge, der vokser op hos en mor eller far der svigter forældrerollen, betvivler deres egen dømmekraft. Barnet vil med tiden ikke længere kunne skelne mellem, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.

Når den unge siger fra eller forsøger at gøre oprør, vil den på grund af mors eller fars afvisende adfærd og på grund af tvivl om egen dømmekraft, trække vreden tilbage og bede om tilgivelse. De kommer altså fejlagtigt til at tro, at det er dem selv, det er galt med og ikke mor eller far.

Den unge vil efterfølgende forsøge at retfærdiggøre mors eller fars adfærd overfor sig selv. Simpelthen for at kunne være i det. Sandheden gør så ondt, at barnet vælger at retfærdiggøre mors eller fars adfærd og vende skylden mod sig selv.

Skyld og skam

Måske er det ikke tydeligt for andre, hvordan mor eller far er, måske synes ens venner sågar at din mor eller far virker sød og rar. Alt det er med til at få den unge til at føle sig forkert. De kan nogle gange virke som om de er empatiske, men formår ikke at holde den empatiske stil i længere tid. Derfor kan barnet godt opleve følgende:

Jeg har haft et terapiforløb med en dreng på 16 år, som fortalte, at han havde en kammerat, som han havde betroet sig til. Han havde fortalt sin kammerat om, hvor svært det var for ham at være sammen med sin mor. Han havde også givet nogle eksempler på det, og hans kammerat synes, at det lød frygteligt.

En eftermiddag havde sønnen sin kammerat med hjem. Moderen kom med pandekager og var meget venlig. Det virkede på overfladen som en meget velfungerende familie.

Moderen talte, spurgte ind til og virkede meget kærlig overfor hendes søn – hvilket gjorde sønnen utilpas. Pludselig fremstod sønnen som en løgner og samtidig synes sønnen, at det var ubehageligt at mor altid skulle være i centrum for andres opmærksomhed hver gang de var sammen med andre.

Efterfølgende sagde kammeraten til sønnen, at hans mor da virkede sød og rar. Kammeraten sagde det sikkert for at trøste, men drengen blev virkelig ked af det. Kammeraten kom til at bekræfte drengen i hans frygt, nemlig at det var drengen selv, som det var galt med og ikke hans mor.

Når det er barnets ansvar at forældrene er glade

Når barnet dækker mor eller fars behov, kan de få opmærksomhed, opleve sig betydningsfulde og opleve en glad mor eller far. Det giver dem et håb og en tro på forandring. Det ender desværre ofte i skuffelse, da mor eller far stadigvæk er den samme og desværre ikke har forandret sig.

Den unge oplever, at det er deres ansvar at dække mor eller fars behov. De er så optaget af at holde øje med mors eller fars behov og forsøger konstant at være på forkant, så de ikke kommer ud i en situation, hvor de mærker den kendte smerte, der er forbundet med at blive afvist.

Når familien er konstant optaget af den narcissistiske forælder, kan det på overfladen virke som en glad familie. Barnet skal være forstående, skønt mor eller far ikke viser forståelse for barnet. Barnet skal vise forståelse, selv når mor eller far kritiserer barnet. Barnet ved, at mor eller far på ingen måde tåler selv at blive kritiseret og barnet undertrykker den uretfærdighed barnet oplever for at kunne bevare den gode stemning.

Tager ansvar for alle omkring sig

Den strategi spreder sig hurtigt fra kun at gælde mor eller far, til at gælde alle dem barnet omgås. Klassekammerater, naboer ja nogle gange selv mennesker, de slet ikke kender.

De føler ansvar for alles velbefindende. De scanner konstant deres omgivelser. Hvis de ser en person, der ikke har det godt, er det ikke et spørgsmål om hvorvidt den unge har ansvar eller ej, den unge vil forsøge at genoprette en god stemning.

Det er mest hårdt eller synd for mor eller far

Hvis barnet oplever at have det fysisk eller psykisk dårligt, så bliver situationen vendt om til, at det er mest synd for mor eller far, at barnet har det dårligt.

Måske har barnet så mange bekymringer, at det græder og har svært ved at komme i skole. Barnet ønsker inderligt at få mors eller fars forståelse og omsorg, men oplever at mor eller far reagerer ved at italesætte, hvor utaknemmelig barnet er, at det er hårdt når barnet er så belastende og krævende.

Barnet lærer, at der ikke er nogle der tager sig af dig og tilliden til andre er ikke længere eksisterende. Tilliden til sig selv, ens dømmekraft, ens egne handlinger er helt forsvundet. Når barnet ønsker og håber at få trøst og blive trøstet, ender det i stedet med at få følelsen af at være en byrde for mor eller far.

Mors eller fars yndlingsbarn

Som om barnet ikke har nok at forholde sig til, så oplever de oftest, at mor eller far har et yndlingsbarn. De viser tydeligt, hvilket barn de foretrækker og giver mest opmærksomhed, gerne fremhæver og roser.

Barnet kæmper derfor også for at være lige så god som forældrenes favoritbarn. Dette gør også, at barnet ikke er fortroligt med søskende, men føler sig helt alene.

Angst for at blive forladt

Der kan opstå en angst for at blive valgt fra hos venner eller veninder og en angst for at blive forladt.

Det kan også være, at den unge har et konstant behov for at blive bekræftet. Bekræftelsen gør godt, men varer kun ganske kort, da den bliver erstattet af tvivl. Derfor har den unge brug for mere bekræftelse og anerkendelse end andre børn og unge.

Hvordan barnet kan passe på sig selv

Barnet vil opleve en tristhed, et savn, et håb og en længsel efter at mor eller far vil lytte forstående og omsorgsfuldt til dem og trøste dem. At mor eller far en dag vil kramme dem hjerteligt og fuld af kærlighed. Drømmen og håbet er der, men den smerter meget. Det er benhårdt og svært at erkende, men barnet må ikke gå og vente på at mor eller far pludselig ændrer sig. Hvordan lærer barnet at være i virkeligheden, passe på sig selv, beskytte sig selv og mærke sig selv?

Få hjælp til indsigt og ændring

Det er en god idé at få hjælp til, hvad dit barn kan gøre og hvordan du som voksen kan hjælpe og støtte dit barn.

Kan du genkende ovenstående fra din egen opvækst og har brug for hjælp til at forstå og komme videre, så hjælper vi dig gerne.

Kontakt

kontakt

Tlf.: +45 61 16 80 40
pe@pia-emilie.dk
Frederiksborgvej 17A
4000  Roskilde

CVR: 36287543

FIND vej

Parkering
Open Mind ligger blot 700 meter fra Roskilde Station, så det er meget nemt at komme hertil med offentlig transport. Hvis du kommer i bil, er der gode parkeringsmuligheder på bl.a. Bønnelyckes Plads, hvor der er 3 timers gratis parkering.